Gå til hoved-indhold

At være beboer på plejecentret

Fortegårdens pleje tager udgangspunkt i hverdagslivet.

At være en aktiv medspiller i egen hverdag er vigtig for alle. Det er betydningsfuldt, at man deltager i de daglige gøremål, og således inviteres den enkelte til at deltage i hverdagslivets gøremål sammen med personalet. Det kan være at vaske eget tøj, stryge og lægge på plads, gøre rent og dække bord, at være med til at sætte dagsordenen for dagens indhold, ordne blomster, se film eller blot være en del af det sociale samspil som udspiller sig på fællesarealet.

Ud over daglige gøremål skal der være plads til fritidsaktiviteterne. Det kan være at deltage i husets aktivitetstilbud, en film, et foredrag, gudstjenesten som afholdes hver 3 torsdag, være med i strikkeklubben eller blot det at gå en tur i Fortegårdens omgivelser.

Bogrupperne har hver deres aktivitets program med forskellige tilbud, som også indebærer ture ud af huset i den fælles bus eller særlige højtidstraditioner. Disse tilbud annonceres på bogruppens opslagstavle.

Genoptræning og vedligeholdelsestræning

Træning på Fortegården tager afsæt i servicelovens rammer om genoptræning (servicelovens § 86 stk. 1) og vedligeholdelsestræning (servicelovens §86 stk 2).

Som en del af fritvalgsordningen kan Fortegårdens terapeuter tilbyde vederlagsfri træning. Det betyder at man kan vælge Fortegårdens terapeuter som leverandør af denne opgave. Ved at Fortegårdens terapeuter er i huset er denne træning i langt højere grad fleksibel og træningen foregår når beboeren er klar til det.

Træning visiteres af husets terapeuter eller overdrages i forbindelse med en udskrivelse fra hospitalet som et genoptræningsforløb.

Terapeuten træner både individuelt og også i hold. Træning kan foregå i Fortegårdens udeområde - hvor der trænes i eks. gangfunktion på græs og trapper, samtidig med at man får frisk luft. 

Træningen kan også foregå i husets træningslokaler i kælderen, som er indrettet som træningscenter og kaldes ForteFitness.

Træning er en integreret del af den almindelige daglige livsførelse, hvor alle funktioner skal vedligeholdes. I plejen er målsætningen, at beboeren skal gøre det, som beboeren selv kan og således bevare de færdigheder, som er tilstede.

Fortegården har særligt fokus på bevægelse i hverdagen, og i 2016 blev vi som det første plejecenter i Aarhus kommue certificeret senior idrætscenter. Det betyder, at vi kan tilbyde en lang række forskellige aktiviteter med bevægelse eks:

  • Krolf
  • Petanque
  • Bob
  • Ribbegolf
  • Dansecafe
  • Sidende gymnastik

Terapeuterne er en del af personalegruppen i en bogruppe -  på etagen. Det betyder at træning også foregår i forbindelse med det daglige liv i bogruppen. vi har ønsket at tilknytte terapeuterne i bogrupperne således, at de får et indgående kendskab til den enkelte beboer og, at de ligesom sygeplejerskerne i højere grad kan bidrage til, at der sker en tidlig opsporing, når en beboer mister færdigheder og således også en hurtig iværksættelse af indsatser, der skal understøtte beboerens funktioner.Terapeuterne bidrager også i tværfaglig sparring, faglig kompetenceudvikling i træningsopgaver, det gode hverdagsliv og meget mere.

Der er ansat både ergoterapeut og fysioterapeuter i huset.

Pleje og praktisk hjælp

Som selvejende institution har Fortegården leverandøraftale med Århus Kommune Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg.

Det betyder, at Fortegården arbejder efter de samme rammer, som ethvert andet tilbud til plejehjemsbeboere i Århus Kommune. Du kan i højre spalte læse udgivelsen "Sammen om et bedre liv", som beskriver de af Århus Kommune vedtagne rammer for den hjælp, der kan gives.

Sygepleje i plejeboligenheden

Som selvejende institution betjener Fortegården kun beboere i plejecentret. Det betyder, at vi ikke på linie med lokalcentrene, har en "sygeplejeklinik".

Sygepleje på Fortegården er en integreret del af det daglige arbejde, og sygeplejerskens virksomhedsområde er:

  • At udføre sygepleje
  • At planlægge og lede sygepleje
  • At formidle sygepleje.
  • At udvikle sygepleje.

Fortegården har ansat 2 sygeplejersker i plejeboligenheden fortrinsvis i dagvagt. Deres arbejde har fokus på at sikre, at de sundhedsfaglige opgaver løses og opspores inden en sygdom udvikler sig til noget alvorligt. De er i dagligdagen sosu personalets samarbejdspartnere og sparringspartnere.

Derudover har huset en "kvalitetsudvikler/ introduktions sygeplejerske". Denne funktion har et særligt fokus på faglig udvikling og kvalitetssikring af de sundhedsfaglige opgaver. Det er vores intention, at plejepersonalet som helhed skal kunne varetage sygeplejefaglige- og sundhedsfaglige opgaver med den nødvendige kompetence og viden. Således er denne sygeplejerske underviser og faglig sparringspartner i sygeplejefaglige- og sundhedsfaglige opgaver.